Danmark slog Spanien 36-31, men det var ikke en kamp, der efterlod indtrykket af et hold, der havde ramt sit højeste gear. For Mathias Gidsel var det en sejr, der først og fremmest blev vundet på kontrol – og på det, Danmark undlod at gøre.

»Jeg synes, det var fint. Måske ikke meget mere end fint.«

Det er en bemærkning, der sætter tonen. Ikke tilfredshed, ikke kritik, men en nøgtern vurdering af en kamp, hvor spillet aldrig for alvor flød. Spanien fandt løsninger, især tæt på stregen og i de sene afslutninger, og det var ikke tilfældigt.

»Gennem hele kampen har vi problemer defensivt med helt at holde dem væk, og det er sagt med stor respekt, for de scorer nogle svære mål med indspil til stregen og afslutninger i sidste øjeblik.«

Alligevel var der en forskel i forhold til tidligere opgør mod netop Spanien. Ikke i intensitet eller tempo, men i disciplinen.

»Den afgørende faktor er, at vi ikke laver ret mange fejl. Og selv mod et meget provokerende spansk offensivt forsvar, der hele tiden prøver at lokke os til fejlfordelinger, hopper vi ikke i fælderne.«

Spanien gjorde, hvad de er bedst til. De gik ekstremt højt, aggressivt og konstant på bolden – også mod Danmarks syv-mod-seks-spil. Det er et forsvar, der er designet til at skabe uro og tvivl, og som tidligere har fået Danmark til at spille overilet. Denne gang blev ubehaget accepteret.

»Tidligere har vi haft problemer mod Spanien, hvor vi er blevet lukket ind i fælder, men det synes jeg ikke, vi gør i dag. Vi holder dem bedre på afstand og laver en disciplineret indsats.«

Det var ikke en kamp, der blev vundet på følelser, og heller ikke en, hvor temperamentet løb løbsk.

»Nej, jeg følte mig overhovedet ikke provokeret. Det er mere fagligt.«

Netop det faglige blev afgørende. Spanien pressede, fløj ind i duellerne og spekulerede hele tiden i fejl, især når de spillede mand-mand. Danmark blev tvunget til svære afleveringer, men holdt hovedet koldt.

»Det er ikke behageligt, men jeg synes, vi holder os kølige og undgår fejlene. Og som sagt var det den afgørende faktor.«

Selv med sejren er der ingen fornemmelse af, at Danmark har ramt sit topniveau. Tværtimod.

»Vi må erkende, at vi ikke helt har været der spillemæssigt endnu.«

Mellemrunden har vist sig hårdere end ventet, og ifølge Gidsel er det ikke kun et spørgsmål om modstandernes kvalitet, men også om sammenspil og timing.

»Den her mellemrunde er ekstremt hård og har vist sig at være en større opgave, end man måske lige havde regnet med. Vi er ikke helt tilfredse, og vi har ikke sat den perfekte kamp sammen endnu.«

Forklaringerne er komplekse og hænger sammen.

»Nogle gange rammer man bare ikke flowet, når man kommer fra forskellige klubber, og mange modstandere udfordrer os på forskellige måder.«

Derfor har Danmark også justeret kursen undervejs.

»Nogle af de ting, vi arbejdede med i opstarten, har måske ikke fungeret helt, som vi havde håbet, og derfor er vi gået lidt tilbage til nogle af de ting, vi har i værktøjskassen.«

Også i kampens slutfase var der irritation over det uforløste.

»Det irriterer os lidt, at vi ikke lukker kampen tidligere. Vi har en femmålsføring i første halvleg, som vi ikke holder, og går kun til pause med plus to.«

Det er detaljer, der kan få betydning senere.

»Det kan komme til at koste senere i turneringen, hvis vi ikke bliver dygtigere til at holde føringerne.«

Alligevel er der ingen bekymring at spore.

»Jeg er overhovedet ikke bekymret. Vi er en gruppe mennesker, der hele tiden søger at blive bedre.«

Midt i analysen var der også plads til anerkendelse af modstanderen. I omklædningsrummet blev der talt om Spaniens unge Marcos – et navn, der gjorde indtryk.

»Hvor imponerende eksplosiv han var, og hvor meget han mindede om et lille stjerneskud.«

Danmark vandt kampen. Ikke ved at dominere, men ved at undgå kaos. Og for Mathias Gidsel var det måske netop pointen: At kunne kontrollere en kamp, selv når spillet ikke flyder, er også et skridt fremad – også selv om det kun føles som “fint”.