16.6 C
Copenhagen
tirsdag 16. september 2025

Spiritus, stoffer og en række indbrud: Fyns Politi havde travlt torsdag

0

KRIMI. Torsdag den 28. august bød på både spirituskørsel, euforiserende stoffer og flere indbrud, da Fyns Politi gjorde status over døgnets hændelser.

I Middelfart blev to mænd sigtet for spirituskørsel på knallert. På Stationsvej i Brenderup væltede en fører på knallert torsdag aften klokken 20.44. Han var påvirket af spiritus over det tilladte, men slap umiddelbart uden personskade. Senere på Ludvig Storms Vej i Middelfart blev en 67-årig mand fra kommunen sigtet for at føre knallert under påvirkning af alkohol.

Natten bød også på en sigtelse til en 20-årig mand fra Middelfart, der blev standset på Odensevej klokken 00.20. Han kørte bil på trods af kørselsforbud og var samtidig påvirket af euforiserende stoffer.

I Assens Kommune blev en 44-årig mand fra Fredericia standset på Bogensevej i Aarup klokken 17.48. Han førte en varebil under påvirkning af euforiserende stoffer.

Indbruddene stod også i kø. I Tommerup blev der tidligt torsdag morgen brudt ind på Hyldegårdsvej, hvor tyven slap af sted med et elløbehjul og en soundbox. I Faaborg fik en kunde stjålet sin pung i Føtex på Brønnersvej klokken 14.35, mens der i Ringe blev begået indbrud på Østergade gennem et åbent vindue. Her forsvandt smykker.

I Nyborg blev der gjort forsøg på indbrud i en autocamper på Hjejlevej klokken 03.00, hvor låsene blev ødelagt, men gerningsmanden slap uden udbytte.

I Odense blev en 28-årig mand fra kommunen sigtet for at køre en varebil ind i et buskads og læhegn på Hunderupgade klokken 04.41. Han var påvirket af euforiserende stoffer, men ingen personer kom umiddelbart til skade. Flere steder i byen blev der anmeldt indbrud: Nørrevoldgade, Hvedemarken, Nordmarksvej og Stavadgyden, hvor der blandt andet blev stjålet smykker, parfume og kontanter.

I Svendborg blev der anmeldt tre indbrud. På Wandallshaven blev der stjålet kontanter og smykker, på Wiggers Park er der endnu ikke overblik over kosterne, og på Ørbækvej forsvandt kontanter efter indstigning gennem et vindue.

På Langeland blev en pung og kontanter stjålet fra en taske på Østergade i Rudkøbing torsdag formiddag.

Døgnrapporten viser dermed et billede af et døgn med mange forskellige hændelser, hvor både spiritus, stoffer og en bølge af indbrud satte sit præg på Fyn.

Slagsmål i Kongens Have, tricktyverier i Ringe og lastbilulykke på motorvejen

0

KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn registreret en række hændelser på Fyn – fra slagsmål midt i Odense til flere indbrud i Faaborg-Midtfyn og et færdselsuheld på Fynske Motorvej. Døgnrapporten giver et billede af et døgn med både vold, tyverier og færdselsuheld.

På Fynske Motorvej ved Ejby blev der onsdag klokken 13.37 anmeldt et færdselsuheld, hvor en lastbil påkørte en stilstående tavlelastbil. Der meldes umiddelbart ikke om personskade.

I Faaborg-Midtfyn var der onsdag flere anmeldelser om indbrud. På Nyhavevej i Faaborg blev der klokken 05.40 brudt ind gennem et vindue, hvorfra der blev stjålet elektronik. I Ringe blev der anmeldt et tricktyveri på Lundsager klokken 10.30, hvor en kvinde fik stjålet smykker, mens hun var hjemme. Politiet oplyser, at der er tre lignende sager i samme område. På Havrevænget i Ringe blev der klokken 06.45 ligeledes brudt ind gennem et knust vindue, og her blev der stjålet både smykker og elektronik.

Også i Kerteminde Kommune blev der anmeldt indbrud. På Degnehøjvej i Kerteminde blev der tirsdag aften klokken 20.30 brudt ind gennem et knust vindue. Her er der endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet. I Langeskov blev der klokken 15.30 anmeldt indbrud på Skovgårds Allé, hvor byggematerialer er blevet stjålet, formentlig efter adgang gennem et vindue.

Midt i Odense blev en mand og en kvinde anmeldt for slagsmål i Kongens Have onsdag morgen klokken 06.52. En 28-årig kvinde og en 24-årig mand fra Odense er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

I Odense M blev der anmeldt et tab af en nummerplade til en personbil på Hjallesevej den 24. august omkring klokken 18.

I Svendborg blev en 17-årig dreng fra Vejle Kommune truffet på Enghavevej natten til onsdag klokken 01.15. Han blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer og sigtet for dette.

På Langeland blev der i Rudkøbing anmeldt et forhold fra den 22. august, hvor en person havde mistet både jakke og pung i byen.

Region Syddanmark fejlsøger i it-systemer – lægevagten kan blive berørt

0

SUNDHED. Region Syddanmark gennemfører onsdag aften et akut servicevindue i sine it-systemer. Det sker mellem klokken 20 og 22, hvor regionen vil fejlsøge for at sikre, at en fejl fra natten til tirsdag ikke gentager sig.

Regionen oplyser, at der natten til tirsdag opstod en fejl i datacentret, som gjorde en række systemer utilgængelige. Fejlen blev håndteret, driften genoprettet, og systemerne har siden kørt stabilt.

For at undgå lignende problemer fremover, vil regionen nu foretage en gennemgang af systemerne.

I den forbindelse kan lægevagten midlertidigt blive berørt. »I dette servicevindue kan lægevagten blive berørt, så man kan risikere ikke at kunne komme igennem, når man ringer til lægevagten. Skulle det ske, opfordrer vi til at søge hen mod den nærmeste akutmodtagelse, hvis det ikke kan vente til efter kl. 22« oplyser regionen.

Der vil i tidsrummet være ekstra bemanding på akutmodtagelserne. Region Syddanmark henviser til, at borgere kan søge hjælp på Esbjerg Sygehus, Kolding Sygehus, Aabenraa Sygehus og Odense Universitetshospital.

Ny rangliste skal skabe klarhed om europæisk håndbolddeltagelse

0

SPORT. Udvalget for Professionel Håndbold, der består af repræsentanter fra både eliteklubberne og DanskHåndbold, har vedtaget en ny fælles rangliste, som fremover skal afgøre tilmeldingen til de europæiske klubturneringer.

Beslutningen er truffet på baggrund af en indstilling fra Tophåndbold og dermed eliteklubberne, og ranglisten offentliggøres nu for at skabe klarhed for alle klubber i forbindelse med sæsonstart. I processen har der været dialog med det europæiske håndboldforbund EHF, og arbejdet med at få de nye propositioner beskrevet juridisk sættes nu i gang.

Udvalget for Professionel Håndbold oplyser, at listen skal evalueres årligt, mens en mere omfattende evaluering med en bredere interessentgruppe gennemføres hvert tredje år. Ambitionen er, at eventuelle ændringer i ranglisten fremover skal ske i god tid inden turneringsstart, så klubberne kan planlægge ud fra tydelige rammer.

Den nye rangliste gælder for både kvinder og herrer og ser således ud:

  1. Danmarksmester
  2. Grundspilsvinder
  3. DM-sølvvinder
  4. Pokalmester
  5. Grundspils nummer 2
  6. DM-bronzevinder
  7. Grundspils nummer 3
  8. Grundspils nummer 4
  9. Grundspils nummer 5

Listen fortsætter videre ned gennem grundspillet, hvis det er nødvendigt for at fordele pladserne.

Man kvalificerer sig gennem ovenstående rangorden først til Champions League og derefter til European Handball League. Pokalmesteren er sikret en plads i European Handball League, men kan ikke opnå kvalifikation til Champions League via pladsen som pokalmester.

Kvinde i 30’erne på spil i flere tricktyverier på Fyn

0

KRIMI. Fyns Politi havde hænderne fulde i går, hvor døgnrapporten byder på alt fra tricktyverier og indbrud til spiritus- og narkokørsel.

I Middelfart blev der i weekenden begået indbrud på A. C. Hansens Allé. Her havde gerningsmanden skaffet sig adgang gennem en dør. Blandt de stjålne effekter var et musikanlæg, og anmelder har endnu ikke det fulde overblik.

I Faaborg-Midtfyn Kommune meldes om flere hændelser. På Hågerupvej i Faaborg blev der natten til tirsdag brudt ind gennem et vindue, hvorfra der blev stjålet forskelligt elværktøj. Senere på dagen blev en beboer på Rødhøjsvej i Kværndrup udsat for et tricktyveri. Mens anmelderen opholdt sig i haven, og en anden person befandt sig i huset, blev der stjålet kontanter fra en pung. Vidner beskrev gerningspersonen som en kvinde i alderen 30-35 år, cirka 170 cm høj, almindelig af bygning og med mellemlangt, lyst hår. Hun bar en brun t-shirt og medbragte en vandflaske.

Også i Kerteminde Kommune har indbrudstyve været på spil. På Dalsgårdsvej i Rynkeby skete et indbrud gennem en dør, hvorfra der blev stjålet sølvtøj. På Røjrupvej i Langeskov er der ligeledes meldt om indbrud. Her er indstigningsmåden ikke kendt, men blandt de stjålne genstande var værktøj, herunder en betonblander.

Odense har igen fyldt godt i politiets rapport. På Østre Stationsvej blev der den 23. august stjålet en pung med kontanter og kort, som nåede at blive misbrugt en enkelt gang, før det blev spærret. Natten til tirsdag standsede politiet en 32-årig mand på Sdr. Boulevard, der kørte bil med nummerplader, mens han var påvirket af alkohol over det tilladte. På Østre Stationsvej blev en 34-årig kvinde fra Aarhus Kommune tirsdag eftermiddag bortvist fra toget og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, da hun var kraftigt spirituspåvirket, aggressiv og råbende mod de øvrige passagerer.

På Pilevej i Odense V standsede politiet tirsdag aften en 33-årig mand fra Assens Kommune. Han kørte med en alkoholpromille over det tilladte og var samtidig i besiddelse af en kniv. Kort efter, på Blangstedgårdsvej i Odense SØ, blev en 21-årig mand fra Odense Kommune anholdt. Han kørte bil uden gyldigt kørekort, blev testet positiv for euforiserende stoffer og var desuden i besiddelse af narkotika.

Senere på aftenen i Biskorup Havekoloni i Odense NØ blev en 36-årig mand fra Odense sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, efter at politiet under visitation fandt to poser narkotika på ham.

I Gudme i Svendborg Kommune blev en række beboere udsat for tricktyveri tirsdag eftermiddag. På Postvænget opsøgte en ukendt kvinde en forurettet under påskud af at ville fylde en vandflaske. Kvinden stjal kontanter og beskrives som i 30’erne, med lyst langt hår sat op i en hestehale, iført hvid t-shirt og mørke bukser og med en mørk skuldertaske. Politiet oplyser, at kvinden også var på spil hos to andre beboere i samme område, hvor hun udførte tilsvarende tyverier.

Min kinesiske mareridtsbil

0

I august lejede jeg en bil i Barcelona, fordi jeg skulle interviewe nogle spaniere til en videnskabelig dokumentarfilm. Da den bil, jeg havde lejet, en Citroen C3 Aircross, var ude at køre, blev jeg ”opgraderet” til et monster af en bil. Den havde en venderadius som en mindre lastbil og var tudegrim forfra, så jeg gættede på, at den måtte være kinesisk. Det var den også, en Omoda 5 Premium B

Bilen er ikke sikker. Den høje køler øger nemlig risikoen for, at børn, der bliver påkørt, dør af det.

Bilen var så stor, at jeg måtte have hjælp af min fotograf, hver gang jeg skulle parkere under trange forhold, fx i en hotelgarage.

Det tog os nogen tid at finde ud af, hvordan man fik monsteret til at køre. Der var automatgear, men det var ikke indrettet som i europæiske biler. Der var en uendelig mængde elektronik i den, der gjorde alting meget svært, og der var ingen instruktionsbog.

Det var et lydmæssigt mareridt at køre i den. Vi kørte 1700 km, og stort set hvert eneste minut bimlede og bamlede det, ofte adskillige gange. Kling-kling-kling sagde det, og det lykkedes os aldrig at finde ud af hvorfor. Eller bilen hvæsede ad os, nærmest som et dårligt bilhorn fra 1950, gentagne gange, hvis antal heller ikke gav nogen mening. Det kunne være 4, 14 eller sågar 24 gange, undertiden afsluttet med et enkeltstående ekstra båt, ligesom når en hund har gøet ad os og lige med et sidste bjæf markerer, at den mener det alvorligt.

Mærkeligt nok kom der ingen advarselslyde, når jeg kom meget tæt på en mur, når jeg parkerede.

Jeg fik konstant at vide, hvor stor en idiot, jeg var. Selvom jeg kørte eksemplarisk og overholdet fartgrænserne, kom der ofte skilte op på tavlen foran mig, fx dette:

”You have been distracted for a long time. Please focus on the driving!” Beskeden var åbenlyst forkert. Engang fik jeg den smidt i hovedet efter at have kørt to hundrede meter, hvilket jo ikke er lang tid.

Der var også ”Focus on the road ahead”, hvilket er en tåbelig besked at give folk, der har kørekort.

Jeg gik på Internettet for at finde ud af, hvorfor lydene kom, men fandt kun lovprisninger af denne rædselsfulde bil, den absolut værste, vi nogensinde har sat vores ben i. Den er helt uden for kategori, som de siger om de værste bjerge i Tour de France.

Da vi et sted ventede på, at porten gik op til en hotelgarage, gik det helt galt. Jeg gik ud for at trykke på en knap til porten, og da jeg kom tilbage, var bilen totalt låst. Jeg kunne hverken køre frem eller tilbage. Vi prøvede alle mulige knapper og indstillinger, men kom ingen vegne. En spanier bagved, der også skulle ned i kælderen, blev ved med at dytte af os, selvom jeg havde forklaret ham, at bilen ikke kunne køre, og det kunne hans dytteri jo ikke rette op på.

Efter meget lang tid kom der et skilt op, der forsvandt så hurtigt igen, at jeg knap nok nåede at læse det, men det var noget med en sikkerhedssele. Vi tog selerne på, og hokus pokus, nu kunne vi liste ned i garagen. For pokker da. Man bruger da ikke sele for at køre 1-2 km i timen ned i en garage.

Når man låste bilen, kunne man ikke gå tilbage og tjekke, om den nu også var låst, for når man nærmede sig, låste den automatisk op igen.

Vi kunne næsten heller ikke komme ind i bagagerummet og lukke det igen. Der sad en knap et sted i bilen, og en anden knap på klappen for at lukke den igen.

Når man gik ud af bilen, klæbede T-shirten til ryggen, fordi bilsæderne var beklædt med plastik. Når man stillede sig et par meter bag ved bilen, svingede sidespejlene ud, og efter kort tid svingede de ind igen. Og så ud igen, mens jeg stadig stod bomstille. Det gav heller ikke nogen mening.

Selve kørslen var et gigantisk mareridt. Engang hvor jeg skulle overhale en lastbil og havde lagt an til at skifte kørebane, lavede uhyret en katastrofeopbremsning, fra 100 km/t til 60 km/t, uden nogen som helst gyldig grund. En anden gang bremsede den kraftigt op, fordi der holdt en bil i nødsporet, hvilket også var åndssvagt, da min kørebane var helt fri.

Andre gange satte den hastigheden ned med 10 km/t midt i en overhaling eller 100 m før, jeg nærmede mig en lastbil. Det var også totalt absurdt. Og hele tiden, mange gang i minuttet, rev uhyret i rattet, så jeg måtte bringe bilen på ret kurs igen. Den var øjensynlig programmeret sådan, at hvis man afveg fra den kurs, bilen syntes, man skulle køre, bare med nogle få centimeter, så flåede den i rattet.

Rigtige mænd har ikke behov for at have en barnepige i bilen. Den knap, jeg savnede allermest, var: ”Stop all warning sounds.” Og hvem ved. Måske lyttede de med på vores samtaler ovre i Kina, som jo er et totalt overvågningssamfund, hvor Big Brother ser dig hele tiden og giver point, hvis du opfører dig ordentligt.

Behold kinesiske biler, hvor de hører hjemme: I Kina.

Flere indbrud og tyverier på Fyn

0

KRIMI. Fyns Politi har i den seneste døgnrapport registreret flere indbrud og tyverier forskellige steder på Fyn.

I Nyborg blev der den 15. august klokken 22.00 begået indbrud i en bolig på Kronprinsensgade. Gerningsmanden kom ind via en dør, og der blev stjålet smykker og kontanter. Sagen blev anmeldt den 25. august.

Samme dag, den 25. august klokken 09.45, blev der anmeldt indbrud i en bolig på Johannevej i Odense C. Her havde gerningsmanden knust et vindue for at skaffe sig adgang. Der blev stjålet smykker, kontanter samt kakao og slik.

Også i Odense M har der været tyveri. Den 23. august omkring klokken 15.00 blev en nummerplade stjålet fra en personbil, der stod parkeret på Niels Bohrs Allé.

Endelig blev der den 25. august klokken 09.00 begået indbrud i en bolig på Skovbrynet i Morud i Nordfyns Kommune. Her blev der stjålet både kontanter og smykker.

Døgnrapporten fra Fyns Politi viser, at både private hjem og biler igen er mål for tyve, og politiet opfordrer til at være opmærksom og sikre sine værdier.

28-årig tilstår indsmugling af 135 kilo kokain

0

KRIMI. En 28-årig mand fra København er mandag blevet idømt 12 års fængsel ved Københavns Byret efter at have tilstået sin rolle i indsmuglingen af i alt 135 kilo kokain til Danmark.

Ifølge anklagemyndigheden skete forbrydelserne over to perioder. Fra april 2020 til marts 2021 medvirkede den nu dømte til, at en bagmand organiserede indsmuglingen af 120 kilo kokain. Hans opgave var at modtage betalinger fra salg af kokain i Københavnsområdet og i Odense og herefter aflevere pengene til medgerningsmænd. Det finansierede nye indkøb af kokain. Den 28-årige modtog mindst 2,6 millioner kroner og afleverede mindst 1,3 millioner kroner.

Koordineringen af betalinger og aflevering af udbytte foregik gennem krypteret kommunikation på platformen SKY ECC.

Tilståelsen omfattede også et nyere forhold begået i april 2024, hvor den 28-årige stod for at modtage betaling i forbindelse med indsmuglingen af yderligere 15 kilo kokain. Dette forhold indgår i et større sagskompleks, hvor 11 personer i juni 2024 blev anholdt og sigtet for indsmugling og distribution af i alt 234 kilo kokain.

Syv personer er indtil nu blevet dømt i komplekset. Blandt dem en 34-årig mand, der i januar 2025 i en ankesag ved landsretten blev idømt 12 års fængsel for at have modtaget, opbevaret og videredistribueret ikke under 120 kilo kokain.

Specialanklager i NSK, Laura Jensen, udtaler sig om dommen. »Den dømte i sagen har spillet en nødvendig rolle i, at indsmuglingen har kunnet finde sted. Han har arbejdet tæt sammen med den formodede bagmand i sagen, og han har som pengemand stået for narkotikaorganisationens inddrivelse og aflevering af penge. Jeg er tilfreds med, at retten på trods af tilståelsesrabatten, har udmålt en markant straf, der afspejler tiltaltes medansvar for, at massive mængder kokain er solgt i Danmark.«

Den 28-årige tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Landsholdet må undvære Christian Eriksen for første gang i årevis

0

SPORT. Klubløs Christian Eriksen er droppet fra landsholdet. Den tidligere Manchester United-spiller har stået uden klub siden juni og har dermed heller ikke spillet kampe eller trænet fast på topniveau.

Det står klart efter at landstræner Brian Riemer mandag har offentliggjort truppen til VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland i september.

Christian Eriksen har været et af de største navne på det danske landshold i mere end ti år og har normalt været selvskrevet til en plads i truppen. Men situationen er nu en anden. Efter afskeden med Manchester United har fynboen ikke længere en klub at spille i, og det har fået Brian Riemer til at se bort fra ham.

I juni spillede Eriksen sin foreløbig sidste kamp i rødt og hvidt, da Danmark mødte Litauen i Odense. Her bidrog han med en scoring, men det bliver altså ikke til en gentagelse, når de næste vigtige kvalifikationskampe venter.

Brian Riemer sagde i slutningen af juli, at han havde svært ved at forestille sig, at man kunne spille på landsholdet i september, hvis man ikke havde en fodboldklub. De ord lever han nu op til.

Danmark spiller mod Skotland i Parken den 5. september, mens Grækenland venter på udebane den 8. september. Dermed må landsholdet for første gang i mange år klare sig uden en af de mest rutinerede profiler.

Staten er ikke Ørsteds bank

0

LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle vise verden, at en statslig aktør kan være både ansvarlig og konkurrencedygtig. Men anno 2025 står billedet i et helt andet lys.

På få år er Ørsteds aktiekurs kollapset. De amerikanske projekter er endt i juridiske slagsmål, regulatoriske katastrofer og milliardtab. Finansieringsplaner, der var bygget på farm-downs og projektfinansiering, er brudt sammen. Derfor står vi nu med en stat, der som hovedaktionær tvinges til at poste yderligere 30 milliarder kroner i en aktieemission, som i alt skal skaffe Ørsted 60 milliarder. For at redde, hvad der reddes kan.

Det er ikke småpenge. Det er skatteydernes penge. Det svarer til godt 5.600 kroner pr. dansker. Og spørgsmålet er: Har vi som borgere egentlig sagt ja til at være bank for Ørsted?

Mens staten lægger milliarder, kører der samtidig en skattesag, som potentielt kan koste Fredericia Kommune over 300 millioner kroner. Ørsted mener, de ikke skal betale selskabsskat i Danmark på samme måde som andre virksomheder – selv om selskabet udspringer af den danske energisektor og stadig har hovedkontor her. Det betyder i praksis, at byen, der huser selskabet, står til at miste et trecifret millionbeløb.

Lokalt i Fredericia har man for længst lugtet lunten. Det er netop baggrunden for, at byens politikere bad ADP’s ledelse om at sikre sig i tilfælde af, at Ørsted sagde: ”Vi betaler jer nul.” Resultatet blev et salg af aktier i ADP til en ny, interessant partner, som kan tilføje værdi og udvikling – men også et klart tegn på, at man ikke længere stoler på Ørsted som en stabil bidragyder til byens økonomi.

Alligevel er de politiske reaktioner på Christiansborg til at overse. Når landets største erhvervssag lige nu både handler om, at staten redder Ørsted med milliarder, og at samme Ørsted forsøger at undgå at betale skat i Danmark, burde der lyde en storm af kritiske røster. Men de fleste ledende politikere er tavse.

Ingen stiller spørgsmålet: Hvorfor skal staten agere bank for en virksomhed, der selv har drevet sig i knæ? Ingen spørger, hvorfor det er acceptabelt, at et selskab, der beder om redning, samtidig nægter at betale skat, hvor de har deres forretning.

Ørsted har dygtige medarbejdere, det skal ingen tage fra dem. Men virksomhedens ledelse har truffet en række fejlslagne beslutninger, som nu truer hele forretningen. Det er ikke skatteydernes ansvar at redde et selskab, der burde have haft bedre styr på sine risici og sin strategi.

Staten skal stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er vi aktionærer eller er vi bank? Hvis svaret er det sidste, er vi ude på et skråplan. For staten er sat i verden for at sikre rammer, velfærd og retfærdighed – ikke for at holde hånden under en virksomhed, der både unddrager sig skat og driver dårlig forretning.

Ørsted anno 2025 er ikke længere et symbol på den grønne succes. Det er blevet et symbol på politisk passivitet, dårlig ledelse og en farlig sammenblanding af stat og forretning. Og mens Christiansborg tier, betaler borgerne regningen.